En kunstgræsportflade skal give de spilleregenskaber, sporten kræver, og for at sikre, at den giver de niveauer af komfort og beskyttelse, som spillerne kræver, når de løber, falder og glider på overfladen. Det var udviklingen af lang bunke (eller 3G) syntetisk græsflader i slutningen af 1990'erne, der indeholder en blanding af sand og granuleret gummi, der tilskyndede sport som fodbold og rugby til endelig at overveje syntetisk græs som et egnet alternativ til naturligt græs.
For at give overfladerne mulighed for at spille som naturligt græs, har de typisk en gulvtæppe, der ligger overalt mellem 40 mm og 65 mm i længden. Hvis den ikke er færdig, vil denne bunke ligge fladt, men ved delvis at fylde hullerne mellem de enkelte bunker er det muligt at holde dem stående oprejst, så de giver de sportslige karakteristika som FIFA og World Rugby anser det for nødvendigt.
Hvilke typer gummier bruges til at danne fyldstoffet?
De fleste 3G overflader har et lag sand i bunden af infillet for at fungere som ballast og et øvre lag af en eller anden form for 'præstationsfyldning'. Siden den oprindelige udvikling af 3G-overflader er der anvendt en række forskellige granulater, herunder forskellige typer af gummi, termoplast og organiske materialer, såsom kork og kokosfibre.
Hvilken type infill bruges mest? Af de forskellige typer infill, der anslås, anslås det, at over 95% af alle 3G-felterne installeret globalt har præstationsfylde, der er afledt af bilens dæk.
